Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Velkommen

I Rantzausminde Børnehave og Vuggeri er vi en flok voksne som står vagt om det gode børneliv. 

 

....Her bliver børn beskidte og får røde kinder, fordi vi hver dag er ude og undersøge og mærke naturen på vores store legeplads i skoven eller ved vandet. Vi lugter af røg fra bålet og vi har af og til pletter på tøjet fra kulinariske eventyr. Vi leger med både store og små og vi øver os i, hvordan vi kan hjælpe os selv og hinanden. Vi drager på ture ud i den store vide omegn og vi leger og fordyber os i vores egen sandkasse. Vi maler, vi klipper og kaster os ud i kreative processer. Vi synger og hygger og nyder traditioner og årstidernes skiften. Sammen skaber vi fællesskaber og venskaber, mens vi gør vores bedste for at nyde det gode børneliv i fulde drag! 

-Velkommen hos os, vi glæder os til at opleve det hele sammen med jeres børn.

 

Rantzausminde Børnehave og Vuggeri har stolte og gamle traditioner som selvejende dagtilbud. Vores børnehave har rødder tilbage til 1968. Vuggeriet er fra 2019.

 

Vi har følgende værdier: 

NÆRVÆR & OMSORG

TRIVSEL & LIVSGLÆDE

NYSGERRIGHED & ROBUSTHED

MANGFOLDIGHED OG EMPATI

FAGLIG ENGAGEMENT

 

Rantzausminde Børnehave & Vuggeri er et dagtilbud, der altid er i bevægelse… Rammen er et åbent, dynamisk og fagligt miljø, hvor der skabes mulighed for, at det enkelte barn kan udvikle sig i fællesskab med andre børn og voksne. Samværet hos os bygger på en anerkendende tilgang til hinanden, hvor relationens betydning mellem børn og mellem børn og medarbejdere er grundlæggende. Her vil det enkelte barn opnå alsidig udvikling, personlig dannelse og tilegner viden og færdigheder. Fundamentet er trivsel & livsglæde og den enkeltes lyst til fordybelse, leg og læring.

 

Vi er et alsidig dagtilbud - dog er udeliv, natur og bevægelse særlige læringsrammer i vores virke. Vores udearealer er fantastiske, vi har egen skov, flere bål steder, steder til læ for sol, regn og blæst, græsplæne arealer og mange legeredskaber der danner rammen om sociale lege, rolle lege, motoriske lege, kreative og fantasifulde lege, konstruktions lege, vilde lege og stille lege. Vi er placeret i fantastiske omgivelser mellem skov og strand og med bussen uden for døren. 

 

Vi prioriterer uddannede medarbejdere (vi er 13 ansatte hvoraf de 12 er pædagoger og 1 er pædagogisk assistent), idet fagpersonale er en grundsten i den høje kvalitet, vi ønsker at have. En høj faglig og systematisk tilgang i både mødeøjeblikke, pædagogik, struktur, planlægning, udførelse, refleksion samt samarbejde er af stor betydning for kvaliteten. 

 

Vi er normeret til 14 vuggestuebørn og 60 børnehave børn. Vi har til huse i 2 nabo bygninger - lige overfor lystbådehavnen i Rantzausminde.